En drøm gik i opfyldelse
Et hav fuldt af sæler og isbjerge og et liv i en rå og uspoleret natur. Det er virkeligheden, der omgiver det grønlandske folk.
Men med guddommelig natur kommer også isolation og naturlige begrænsninger, da der i Grønland er få muligheder for at få en videregående uddannelse. Selvom det er naturligt at søge til Danmark og få en uddannelse, så binder de nære familiebånd og de stærke sociale relationer i Grønland, hvor man er meget tæt på hinanden og den storslåede natur. Det er i dette sociale og kulturelle krydsfelt, at min dokumentarfilm ”Sange fra Ilulissat” er blevet til. Teenageårene er kendt for at være en tid, der er fyldt med udfordringer, følelser og konflikter. Men det er også en tid, der kan være utrolig lærerig og sprudlende. Der er usikkerhed men også længselsfuld forventning efter det, der skal ske i fremtiden. Jeg husker at jeg selv gjorde mig mange tanker om mit voksenliv, og havde et ustyrligt behov for at udtrykke mine følelser. Frygt og forelskelse, længsel og oprør er noget af det, jeg læser ud af de digte, som jeg skrev som teenager. Jeg komponerede sange og diskuterede med min far om livsværdier og social retfærdighed. Jeg havde noget på hjerte. Det var måske ikke helt tydeligt formuleret inden i mig, men det pressede sig konstant på for at komme ud. I dag er jeg overbevist om, at mine teenageår har været utrolig afgørende for mit liv og min personlighed. I 2009 drog jeg af sted til Ilulissat, hvor jeg skulle tilbringe en måned med 20 grønlandske børn på en teater-workshop. Workshoppen hed; ”Sinnattut” som betyder drømme. Jeg havde besluttet mig for ikke at lægge for mange ting fast hjemmefra, for at kunne være åben og lyttende overfor børnene og deres fortællinger. Vi skulle mødes 3 timer hver dag efter skole og lave dramøvelser, danse, synge og improvisere os frem til en teaterforestilling om drømme. Det var denne enkle plan, vi mødtes omkring i byens kulturhus ” Sermermiut”. Forestillingen kom til at handle om en ”drømmefabrik” ejet af en drømmepræsident. Han havde fået nok af menneskenes tossede drømme og havde lukket fabrikken. Et modigt søskendepar, som havde oplevet det sære og tomme liv uden drømme, var villige til at drage til drømmeland, for at få startet drømmefabrikken op igen. Det blev en farefuld rejse men selvfølgelig med en Happy Ending. Med mig til Grønland havde jeg inviteret en fotograf og en dramapædagog, og planen var, at vi, mens vi lavede teater, skulle finde 4 unge mennesker, som havde lyst til at deltage i min film om grønlandske unge. Allerede I 2008 havde jeg besøgt regionen som turist og set, at de grønlandske børn med deres charmerende ligefremme og åbne sind, var meget anderledes end jeg havde forestillet mig. Mange unge grønlændere slås med fordomme og myter om deres sociale arv. Alkohol og misbrug præger ofte det billede, som de unge grønlændere kæmper imod. Med denne film havde jeg lyst til at bryde med disse fordomme og vise et mere nuanceret og løfterigt billede, som jeg så det. Inuk, Ayla, Kim og Malik er 4 af de unge mennesker, som meldte sig til min workshop. Med venlig hilsen Lotte Andersen |
Instruktør Lotte Andersen
|